De første dage vi var på Westin La Paloma Resort havde vi næsten hele poolområdet for os selv. Pga de høje temperaturer er det nemlig lavsæson i Tucson om sommeren. Men i løbet af onsdag eftermiddag og torsdag ankom der flere og flere deltagere til reunion og til sidst var der fulde huse. Konstant var der jubleskrig og gensynsscener, når folk genså gamle venner. Søren fik også travlt i takt med at alle hans gamle kumpaner dukkede op. Flere af dem havde deres familier med, så ungerne har også hygget sig.
Andrea fik også sit at se til. Hun skulle deltage i Cast T for Teens og de skulle optræde allerede fredag middag til en fin frokost. Det betød en del øvetid, men også mulighed for at møde en masse søde unge mennesker.

Torsdag og fredag aften var der buffetmiddag som en del af det officielle program og i den forbindelse skulle Andrea og Cast T optræde for hele salen fredag aften. De havde indøvet et langt dansenummer krydret med replikker og Andrea havde fået æren af at stå for afslutningsreplikken. På trods af mange sommerfugle i maven klarede hun det selvfølgelig perfekt og fik efterfølgende en masse ros for sit fine engelsk. Vi har desværre ingen billeddokumentation, men I skal nok få det at se på video, når vi kommer hjem.
Lørdag aften var det Sørens tur til at stå på scenen. Sammen med alle de andre 84’ere opførte han 3 numre fra deres gamle show. De havde kun få timers øvetid, men det var tydeligt at se, at det var noget de havde prøvet før.
Efter showet var der afterparty i San Xavier suiten. Sørens cast havde vundet en budrunde og rådede derfor over en af resortets kæmpestore suiter. Her kunne hele slænget så mødes i stedet for at hænge ud i baren. Lørdag var alle samlet og det var hygge med fællessang, guitarspil og Søren på bas. Perfekt!
Den var næsten 01.30 før vi gik hjemad (og da var det stadig 30 grader, tror jeg).
Det har været nogle meget hyggelige og sjove dage og vi har set og genset en masse søde mennesker, men der har også været program, liv og leben, så vi nød ekstra meget søndagen ved poolen og på værelset.


I dag har vi taget den lange tur fra Tucson tilbage til LA. Heldigvis igen en køretur uden problemer, også selvom mor var ved rattet. Vi er nu checket ind på vores gamle værelse, bilen er afleveret og i morgen venter flyveturen hjemad.
Vi glæder os til at komme hjem!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar